BIOGRAFI

Født 1965  i kbh.

 Keramiker — bosat og arbejdende i Lysgård, Midtjylland

 

Jeg bor og arbejder i landsbyen Lysgård på den jyske højderyg, omgivet af det smukke istidslandskab omkring Hald Sø. Jeg er vokset op i byen, men trives på landet – tæt på naturen, stilheden og de materialer, der inspirerer mit arbejde.

 

Keramikken har været min passion siden barndommen, hvor jeg gik på børnehold i keramik på Århus Kunstakademi. Senere blev jeg elev på akademiets basisuddannelse og gik på grafisk afdeling, inden jeg fortsatte på Designskolen i Kolding (dengang Kunsthåndværkerskolen i Kolding) fra 1984–1990, med afgangsudstillinger i Rundetårn og på Koldinghus.

 

Mine tidlige inspirationskilder fandt jeg i den engelske keramik – Clive Bowen, Svend Bayer m.fl. – og i Danmark i Bindesbølls formsprog og lertøjstraditionerne. Mit første værksted havde jeg på Sct. Pauls Keramik i Aarhus, byens ældste fællesværksted for keramikere.

 

Jeg holder af at arbejde alene i mit værksted, men søger også ud i verden for at møde andre kunstnere. Jeg har haft artist-in-residence ophold på Svanekegården (Bornholm), Banff Center for the Arts (Canada) og International Ceramics Studio (Ungarn). Under et ophold på Bornholm blev jeg optaget af kunstneren Ben Nicholson, hvis abstrakte formsprog fortsat præger min forståelse af form og rum. Min interesse for arkitektur afspejles også i mine skulpturelle arbejder.

 

I 2020 var jeg med til at etablere det kunstnerdrevne udstillingssted DRIFTSKONTORET der befinder sig på Bruunshaab Gl. Papfabrik, hvor jeg arbejder som kurator og projektleder. Her udvikler jeg udstillinger med udgangspunkt i fabrikkens historie og materialitet.

 

I 2024 samarbejder jeg tæt med med Aarhus Kunstakademi som projektleder og kurator på det landsdækkende projekt Genjord, med fokus på bæredygtig keramisk praksis.

 

Jeg underviser som fast gæstelærer og foredragsholder på Skals Højskole for Design og Håndværk og Nørgaards Højskole i Bjerringbro, hvor jeg også afholder sommerkursusforløb. Jeg har udført udsmykninger for blandt andre Hald Ege Kirke og Holstebro Kirke, og haft arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst i 2022 og 2023.

 

I 2024 byggede jeg sammen med en norsk keramiker en brændefyret ovn på min egen matrikel. Ovnen – en train kilnrummer 700 liter og brændes med træ i 24 timer. Her er det flammerne, asken og ovnens atmosfære, der bliver medskabende kræfter i det keramiske udtryk.

Helle Bovbjerg 2025